Feeds:
Posts
Comments

Posts Tagged ‘Søren Søndergaard – redaktør Kino.dk’

Denne filmanmeldelse er venligst skrevet af Søren Søndergaard. Søren er tildagligt redaktør på Danmarks største filmsite, Kino.dk.

”The Social Network is a classic and I can’t wait to see it again.” Sådan afslutter Sight & Sound (det måske mest snobbede filmblad af alle) deres anmeldelse af David Finchers film om Mark Zuckerberg og Facebook. Store ord fra et magasin der ca. to gange årligt er uforbeholdent begejstret for en film, og så er den som regel totalt ukendt og helst fra det tidligere Østeuropa.
Men der er noget om snakken. ’The Social Network’ lugter så langt væk af klassiker, at man nærmest bliver mistænksom og forkaster tanken som et naivt og forbigående indfald. Man burde jo vide bedre, og ved andet gensyn mister den sikkert sin intensitet og afslører en habil velsmurt film, der trods alt ikke er spektakulær.

Det gjorde den bare ikke – altså mistede intensiteten. Da jeg så filmen for anden gang, var dens styrker blot endnu klarere, og selvom enkelte svagheder også dukkede op (så mange Harvard-studerende er nok ikke online tirsdag nat kl. 04; kokain til en privatfest der tillægges for meget betydning; én joke i filmen der falder til jorden), er og bliver The Social Network en ualmindelig særlig film.

Nøgleordet er Mark Zuckerberg, underspillet til perfektion af Jesse Eisenberg. Karakteren hører blandt filmhistoriens mest komplekse figurer – langt mere kompleks end Tyler Durden fra Finchers ’Fight Club’ (han ikke er særlig kompleks, men sindssyg i medicinsk forstand) og mere nuanceret end Don Michael Corleone, som der er flere fællestræk med. Et magtfuld imperium koster venskaber på stribe, og her ligger det springende punkt i diskussionen af ’The Social Network’. Er Zuckerberg en led egocentreret backstabber, eller er han egentlig okay?

Svaret er sidstnævnte. Manden er et geni, der har ret til administrere sin enormt dybe tallerken af en opfindelse, som han ønsker (”A guy who makes a new chair doesn’t owe money to everyone who ever built a chair.”). Facebook tilhører Mark Zuckerberg. Punktum. Filmen sår i al fald ikke tvivl om, hvem der gjorde Facebook til Facebook fremsat med perfekt indignation af den altoverskyggende hovedrolle. ”If you guys were the inventors of Facebook, you’d have invented Facebook.”

Jesse Eisenberg som Mark Zuckerberg

Jesse Eisenberg som Mark Zuckerberg

 

Alligevel hader hovedparten af anmelderne Mark Zuckerberg, selvom de elsker filmen. Måske er det rigelig hård kost for kulturjournalister at besøge den hårde forretningsverden i to timer, eller også ved man ikke, hvad man skal stille op med ”den usympatisk nørd”. (Som indrømmet er en sjældenhed på film modsat virkeligheden. Kun ’Napoleon Dynamite’ falder mig umiddelbart ind som et bidrag til den mikroskopiske genre). For naturligvis er Zuckerberg ikke udpræget sympatisk. Han er ikke engang gennemsnitlig likeable. Til gengæld har han via sine færdigheder nok street credit til at være kynisk business-minded i håndteringen af sin opfindelse og dermed fremstå overfladisk overfor tidligere venner og kollegaer.

Og ikke bare Zuckerberg-karakteren men hele filmen beskyldes af de sureste (og formentlig ældste) kritikere for at være overfladisk. Og det er jo rigtigt nok. Musikken (der er et studie for sig) overdramatiserer handlingen og hører hjemme i en hårdtpumpet thriller a la ’Heat’, karaktererne er i høj grad egoistiske og selviscenesættende og Fincher tilføjer filmen en stort set unødvendig reklamefilm af en kapløbs-scene – bare fordi han kan.

Overfladen er til gengæld intenderet. Hvis ikke en film om Facebook – den mest overfladiske tilgang til andre mennesker der findes – er overfladisk og selviscenesættende (metaelementerne i en film om iscenesættelse tør jeg slet ikke tænke nærmere over), bliver jeg forvirret. Det er jeg heldigvis ikke. Sådan kan det gå, når kompetente kræfter i Hollywood lykkes med at portrættere generationen, der gjorde Facebook til sin bedste ven. Og sådan skaber man en klassiker.

Relaterede blogindlæg:

Zuckerburg – en skidt karl?

Et lidt spøjst interview med Mark Zuckerburg

Er Facebook ved at blive platformen, der styrer alle sociale medier?

Read Full Post »