En oplevelse på McDonalds minder om en scene fra filmen Falling Down: Burgeren på plakaten lignede på ingen måde den, jeg fik i hånden.
Jeg havde i går et “Falling Down” moment – en oplevelse, hvor man tænker “det er simpelthen for meget!”. Begrebet er lånt fra Joel Schumacher’s film “Falling Down” med Michael Douglas i hovedrollen. En forretningsmands verden ramler sammen – både professionelt og privat. I affekt tager han kampen op mod verdens små uretfærdigheder. Vi kender dem alle sammen. Den irriterende person i bilkøen eller den næsvise ekspedient på restauranten. Det er oplevelser, hvor vi forventer noget meget bedre, end det vi får.
Filmens hovedperson oplever én af disse episoder i burgerrestauranten Whammy og skyder problematikken ud i pap med en maskinpistol: “Hvorfor ligner burgeren der langes over disken aldrig den på plakaten?” (se klip). Så drastiske metoder tager jeg dog ikke i brug. Jeg nøjes med dette beskedne indlæg.
Det ligner da ikke burgeren på plakaten
Mit moment opstod, da jeg sent i går aftes kommer hjem med en McDonalds menu (det er naturligvis meget sjældent, jeg spiser den slags). Burgeren er en kampagneburger døbt “1955”. På billedet ser en 1955 da meget lækker ud. Sprød salat, frisk bøf osv. Men det jeg trækker op af den brune pose 10 minutter efter, er alt andet end lækkert. I virkelighedens verden ligner burger “1955” rent faktisk, at den er blevet tilberedt i 1955.
Reklame vs virkelighed
De ligner begge en burger. Det ses tydeligt at de har grundelementerne bolle og bøf på plads. Her stopper lighedspunkterne så også.
Jeg er naturligvis bevidst om, at der er langt fra reklamernes glitrede papir til den virkelige verden. Men reklamens overdrevne kommunikation må ikke være så virkelighedsfjern, at oplevelsen bliver absurd.
Jeg tager selvfølgelig en del af skylden selv. McDonalds mad er jo i bund og grund ikke lækkert. Det er i sandhed “Junkfood”. Og jeg forventede da heller ikke den store gastronomiske oplevelse, da jeg langede til, ligesom jeg ikke naivt troede, at burgeren var identiske med foto’et (det er de jo aldrig). Men i dette tilfælde synes jeg, grænsen er nået. Almindelig anstændighed og respekt for mig som restaurantkunde er simpelthen ikke-eksisterende. McDonalds har glemt, måske aldrig vidst, at det er bedre at give mere end kunden havde regnet med end omvendt.
Kig lige på billedet igen. Det kan man simpelthen ikke være bekendt. Det er godt, gammeldags tarveligt! Og havde jeg ikke været en doven, fastfood spisende dovenlars, var jeg selvfølgelig kørt tilbage med burgeren. Her må være tale om en eller anden overtrædelse. Hvad med falsk markedsføring? Nu endte burgeren fra 1955 der, hvor den hører hjemme – i bunden af skraldespanden.
Carsten Pahlke
Martin Graeser
Pahlke
Advertising Paradigm 