I weekenden sad jeg og surfede lidt rundt, tjekke forskellige hjemmesider ud, researchede lidt til en kampagne, som jeg skal igang med at udfærdige et oplæg til.
Men pludselig faldt jeg over WWF´s kampagne for at skåne naturen, for alle de nedbrydende og udrydende tiltag, som vores ekstreme forbrugssamfund forsager.
Kampagnen har et stort emotionelt udtryk, og anses for yderst anstødelige – og med rette. Kampagner har et Patos, som jeg ikke har set længe. Umiddelbart en god kampagne, som i billeder siger mere end 1000 ord!
Ovenstående 3 eks. er fantastisk eksekveret, da man ikke benytter sig af for meget kommunikation, men blot et individuelt payoff, og WWF´s logo, som vi alle kender – WWF´s logo bliver garant for et Ethos, som vi som seer er trygge ved, og som vi anser som værende troværdige.
Men når det så er sagt – kom jeg ydermere til at tænke på den tyske sociolog Ulrik Beck – der i 1986 skrev bogen: Risikosamfund. Han tager udgangspunkt i en række analyse af store miljøkatastrofer og deres indflydelse på vores verdenspercipering. I bogen plædere han også for, at vi med mere viden, højere forbrug også udsætter os selv – mennesket og dets psyke – for umiskendelige større risisi – jo, mere viden vi får omkring produkter, naturen, ja, verden omkring os i al almindelig, jo farligere bliver denne verden også.
Ser man f.eks. på salget af FMCG og forbrugs genstande i mdr. efter 11. Sep. 2001, steg salget markant i USA – hvorfor gjorde det dét?
Min analyse af det, er at vi køber os tryghed i forbrugsgoder. Så man kan sige, at WWF´s kampagne her, taler måske for et risikosamfund, og den frygt som er indlejret i os som mennesker – men vender den 180 grader, og bruger den, som en kommunikativ løftestang, så man som forbuger også ser baggrunden af vores trygheds-forbrugerisme, som forsager mere og mere ødelæggelse på naturen.
Jo mere luksus vi vil ha´, jo flere økonomier som får det bedre, jo mere skal naturen lide.
Carsten Pahlke
Martin Graeser
Pahlke
Advertising Paradigm 