En super virkningsfuld anti-ryge kampagne

Det er et stykke tid siden vi har været aktive her – men faldt lige over denne viral/reklame, som er super, super effektfuld!

Read Full Post »

Reklamer virker, og det gør deres jingler også…

… eller gør de?

Tja, den diskussion vil jeg så alligevel ikke gå ind i her, men blot lige hejse flaget, og dele P3’s program “Radioens Efterretningstjeneste” som igår kårede de 15 mest irriterende reklamesange i Danmark. For at gøre “analysen” lidt mere plausibel, og videnskabelig, havde man allieret sig med musikbranchens grand old man Bent Fabricius-Bjerre. Selvom forsøget var lavet, som en gimmick, så er der – tror jeg – en vis sandhed i resultatet.

Listen ser sådan ud:

 

• 1. Føtex – “Føtex er sej – vi gør mere for dig”. – 41%
• 2. Merci – “Merci – fordi du er til”. – 15%
• 3. Bravo Tours – “Hvad siger man så? Så siger man bravo”. – 10%
• 4. BR – “Ved du, hvad det bedste er?”. – 6%
• 5. DK Benzin – “Hos DK Benzin”. – 6%
• 6. Djurs Sommerland – “Er du voksen, midt i mellem eller lille?”. – 4%
• 7. Maxi-King – “Maxi-King allriiiiggghht”. – 4%
• 8. Mekonomen – “Vi gør dit billiv enklere”. 4%
• 9. Bonanza – “Hvem kommer først, når tørsten er størst”. – 3%
• 10. Levevis – “Vi er levevis”. – 3%
• 11. Cocio – “Hæld Cocio op i din kop”. – 1%
• 12. Haribo – “Luk op for noget godt”. – 1%
• 13. Havrefras – “If you wanna take control”. – 1%
• 14. Lillebror Ost – “Lillebror ud af huset hvor du bor”. – 1%
• 15. Mathilde Kakao-koen – “Her er en ko, og her er kakao”. – 0%

Listen er fra P3s site

Det sjove ved denne liste er, at de tre første er de reklamer, der er båret af en reklamesang og er reklamer, der pt. eksekveres lige nu med et hårdt medietryk. Hvilket gøt at det ikke er så underligt, at det er disse, lytterne og Bent Fabricius-Bjerre, har kåret som de værste – nr. 1-3.

De resterende er reklamesange, som kørte for 15-20 år siden, da reklamerne på TV2 var i deres spæde opstart, og de danske reklamebureauers brug af disses ditto.

Så det er ikke så sært, at jinglerne fra den gang står som en anakronisme fra stundomsreklametid.

MEN, jeg er selv meget enig med mange af opslåede sange. Men må sige, at jeg ikke er enig i det med Bravotours – den syntes jeg sq er ret sjov! Den hænger i hvert fald ved – Bravo.

Advertisement

Read Full Post »

Life In A Day – et super flot filmprojekt af Kevin Macdonald og Ridley Scott

Den 24. juli 2010 uploadede 1000’vis af mennesker videoklip til YouTube projektet “Life In A Day”. Et video eksperiment, der blandt andet involverede den anerkendte instruktør Kevin Macdonald, der blandt andet er kendt for filmen: “Last King of Scotland” og af Ridley Scott Alien den 8. passagers fader.

Projektet havde til opgave at være:

A documentary shot by filmmakers all over the world that serves as a time capsule to show future generations what it was like to be alive on the 24th of July, 2010

Filmen er udfærdiget på baggrund af mere end 80.000 filmklip fra 190 forskellige lande og er produceret på baggrund af crowdsourcing tanken – hvor alle byder ind og har en mulighed for at påvirke (i dette tilfælde) præmissen for filmens narrative udfald. Et super spændende projekt.

Filmen er, som ovenstående også beskriver et forsøg på at skabe en manifestation af en eksakt dag, jorden rundt – hvad vi laver, hvad vi talte om, og hvad vi havde af tanker – en af kommentarerne på Youtube-kanalen, hvor man kan se filmen gratis fra, er: at det er et Ulysses agtigt værk, med James Joyces’ke anslag – jeg vil nu ikke trække den så langt. Men blot mene, at den eneste sammenhæng der her er, er, at begge værker (Joyces Bog og Macdonalds film) begge handler om en dag i henholdsvis én mands liv, og i mange menneskers liv.

Filmen tager 1 time og 35 min., og er alle minutterne værd. Filmen er produceret til, at være gratis, og kan streames via Youtube kanalen, som er oprettet til selvsamme formål. Filmen kan også købes, men projektet var tænkt som et gratisprojekt a la de kapsler, som man gravede ned i 80′ erne med ting frra årtiet i – så vi om føje år kunne tage dem op igen og se, hvordan verden dengang så ud og var tænkt. Det selvsamme er tilfældet og præmissen i Macdonalds film.

Filmen er produceret i forbindelse med YouTube’s 5’års fødselsdag – projektet havde tilformål at vise, at det ydmyge filmklip kunne være generator til at man på Youtube også kunne eksekvere videokunst, i en form der kunne samle folk på tværs af nationaliteter samfundsskel etc.

Kevin Macdonald selv, udtalte sig til The Wall Street Journal, at:

[The movie] could only be made in the last five years because … you can get enough people who will have an understanding of how to shoot something.

Så sæt dig godt til rette og klick Play, og nyd denne super cool dokumentarfilm.

Read Full Post »

Vi gider ikke brands i de sociale medier … eller gør vi?

Forleden udkom WPP med en af verdens mest omfattende analyser af brands på de sociale medier. Og konklusionen, var ikke oplæftende, for os der arbejder professionelt med aktiveringen og den relationsopbyggende del af de sociale medier. WPP-netværkets analyseben, TNS/Kantar, står bag undersøgelsen, analysen er foretaget blandt blandt 72.000 forbrugere i 60 lande.

HusetMarkedsføring skrev bl.a. i deres dækning om nyheden:

[analysen fra ] TNS Digital Life Study – tyder på, mener TNS/Kantar, at mange virksomheder og brands spilder både tid og penge på de forkerte strategier.

Analysens konklusion

Jeg mener ikke, at det er helt fair, at drage en sådan konklusion ift. de sociale medier og virksomheders tilstedeværelse der idet, at måden mange virksomheder i dag entrere de socaiel medier på, ikke altid er i overensstemmelse med brugerne af de sociale netværk. Mange virksomheder kender slet ikke til alle de muligheder, der er indlejret i scaile medier som eks. Facebook i forhold til det man kan eks. med Facebooks API, og den vej rundt indsamle og bruge data på en mere relavant måde overfor medlemmerne af sitet.

Jeg mangler dog også den skelnen mellem earned og owned media, som sociale medier også hører ind under. For ja, man spilder sine gode penge og dyrebare tid, som brand ejer, på Facebook, hvis man ikke forstår, at tage dialogen med sine kunder, og insisterer man oven i købet på at dialogen kommer ude fra og ind; ikke den anden vej rundt. Så er præmissen korrekt antaget. Men, det er ikke det, der er præmissen for, om folk vil brands, sociale medier og dialogen her imellem.

På torsdag skal jeg tale på FDIMs konference: Future Of Advertising, hvor jeg netop skal tale om: How do you enter the circle of trust? – og netop dét spørgsmål, rammer lige ned i hjertet, at det som analyse belyser. Nemlig dét, at vi ikke gider Brands på de sociale medier, hvis vi skal udsættes for push markedsføring der diktere nyheder eller tilbud. Det faktum at over 50 % af de af os, der er på nettet mener, at vi kommer mere i kontakt med andre, via sociale medier. Altså, de informationer som vi deler, er med til at give os den legitimitet til at kunne tale og tale om noget – det er her, virksomhederne skal komme ind i billedet, og bruge de informationer til at kommunikere (selvfølgelig ikke, som en stalker, der lytter med uden at have fået lov). Virksomhederne må ikke i vildfarelse over ikke at have kontrol over dialogen, begå de samme fejl, som mange af deres konkurrenter har gjort.

Den gennemslagskraft, som de sociale medier giver os (for)brugere, er den løftestang som dialogen skal bero på – for det er gennem dialogen, at jeg som forbruger, læser eller deltager, gør at jeg vil deltage i den samtale om et givent brand og samtidig bliver påvirket af brandet, dets budskaber m.m., som kommer andre steder fra (fx reklamer i tv, radioen eller på print).

One size fits all – en catch-all-strategi der ikke giver pote via sociale medier

Prøver man på at ramme alle, eller den del af målgruppen, som man ikke kan nå via de traditionelle medier, så er det heller ikke sikkert, at du fanger dem via Twitter, Facebook eller Google+ – for strategien skal og vil altid være mere defensiv på de sociale medier, end når præmissen skal sætte scenen via den traditionelle framing.

Fremtiden vil bringe de socaile medier og de strategier som skal dannegrundlag for den virkelige dialog helt i front, idet at virksomhederne ikke kan sidde overhørig, hvad det er der bliver talt om på nettet. Og det at være en del af den socaile mediessfære er ikke at x virksomhed opretter en Facebook/Google+  side. Tvært imod.

Fremtiden hylder den power og den magt, der ligger i, at vi som forbrugere gider at tale om produkterne, oplevelserne, som man i dag ser via earned media. Hvilket også gør, at vi skal kunne stå på mål for lagt mere subtile måder, at kommunikere på. Og ikke mindst en langt mere kompleks måde at indsamle brugerinformationer og holdningner til X brand og X produkt. En analyse, som jeg beskrev for et par mdr. siden, viste at netop Genertion Y klicker på “Like”, hvor de såkaldte silver surfers klicker på Facebook Ads. Så det, at vi ikke vil være en del af Brandsnes tiltider yderst larmende adfærd, er jeg ikke sikker på, er det sande entydige billede.

Ifølge en analyse fra firmaet Nielsen i Oktober, så er chancen for at huske et budskab dobbelt så stort, hvis en eller flere af dine venners navne er inkorporeret i en annonce på Facebook. Annoncen kunne hede: “Anders og Lene syntes  godt om Volvocars.dk – og så et budskabet og et billede” . Det, at et brad koples til en i dit netværk, giver altså brandet legitimitet til at nå dig budskabsmæssigt end, hvis der ikke var nogen kopling mellem dig, dine venner og det givne brand.

WPPs sammedrag af analysen

Du kan selv se WPPs sammendrag af analysen her. Der er ret mange spændende facts i den, facts, som kun bakker op om de ting, som mange af os – og ikke mindst undertegnede  – har prædiget de sidste par år. Bl.a. det at kundeklager kan, og vil med tiden i langt højere grad, ruinere et brands legitimitet blandt forbrugerne og på den måde tabe sin anseelse på et ellers presset marked.

Read Full Post »

Byturen – en super fed kampagne

Jeg faldt lige over denne kampagne, som vist nok er eksekveret af reklamebureauet Bocca for Movia! En interaktivfilm, der er rigtig godt eksekveret!

Filmen er rigtig fed, men jeg mangler dog én ting, og det er linket mellem payoff´et:  “Er det tid til at komme hjem”.

Det er måske mig, der er branche skadet – men det virker en smule søgt, at gøre Movia til den aktant, der sørger for, at du ikke gør noget pinligt i din brandert i Byem en fredag aften… I dont know. Bedøm selv.

Se filmen, Byturen her

På Youtube kan du se, de to film parallelt, se nedenfor:

Read Full Post »

Store brands, flotte reklamefilm er lig med brand building

Hvis der er noget store brands er gode til, så er det at lave dyre reklamer. Nike kan, så er det at Gillette er nogen af dem. De er begge kendt for at bruge enormt mange penge på reklamefilm, versioneret til utallige sprog – NIKE formår dog at udvikle konceptuelle universer, der kan eksekveres over det meste af kloden, uden ændringer.

Kort sagt, de kan producere reklamer, der virkelig skaber brand awareness og brand building.

Men en ting, som Nike har formået i alle årene, er, at bruge deres sponsorerede personer aktivt og meget strategisk – Roger Federer var en af dem, som de brugte en del krudt på for år tilbage.
Nedenstående er super sjov, og meget vel udført.

En anden, og måske dén fedeste print kampagne, som Nike har udviklet er, kampagnen: “Are You Ready to Start…?”

Nike har siden sin grundlæggelse i 1962 fokuseret på sportsstjerner med vindertalent som deres talspersoner. I 1988 gik de i luften med deres første “Just do it” kampagne. Grund ideen her var, at de ville slå et slag for at flere skulle deltage aktivt i sport, den atletiske form. Nike var allerede i 70´erne det foretrukne atletikmærke (inden for sko) i USA. Den første kampagne med Just do it payoffet, var en bladning af kendte sportsstjerner, og af normale “dødelige” personer, med hang til sportslig udfoldelse.

Med kampagnen Are you Ready toStart…? Gør de det samme igen – dog bare med dig, som beskuer, og som den de taler til; direkte. Jeg syntes det er flot!

Min fascinations af Nikes reklamer har altid været stor. Dels fordi, de konceptuelt er så tro mod deres payoff, og dels fordi de altid forstår at tage en konceptuel vinkel på alle de ting, som de kommunikere – om det er egne reklamer, eller om det er som sponsorere i James Bond film etc. Derfor finder jeg også nedenstående enormt fascinerende.

 

Og som reklamefilmene, hvor koncentreret træning er fokus for succes, og så selvfølgelig masser af humor. Du kan se alle reklamefilmene her.

 

Gillette, for at nævne et andet stor brand, som også årligt brander millioner, og atter millioner af på film, print og POS materiale, lavede virkelog også en cool viral. Viralen: “Amazing Roger Federer”, blev delt i vildskab bland folk i 2010 med over 8 millioner visning på Youtube, qua de tricks som Federer og Gillette formåede at udføre med i filmen. Der er ingen tvivl om, at filmen her, havde rigtig meget viralt potentiale, idet det ligner fraklip, fra et photo shoot, som Roger Federer deltager i. Afslappet forklarende, går viralen i gang.

Read Full Post »

Hvorfor 1984 ikke blev som Orwells “1984” – Macintosh reklamen der ændrede verden

Jeg faldt over Macintosh reklamefilm fra 1983. En produktlancering, som skabte et nyt nulpunktet for udviklingen af computeren, desktoppen og den mus, som vi kender i dag. Reklamefilmen blev vist den 31. December, 1983 og igen den 22. Januar 1984; med stor succes. Det er nok verdens bedste reklamefilm, hvis du spørger mig!

Reklamefilmen varer 60 sek. og er instrueret af Ridley Scott.

Men hvad var det, der gjorde netop denne reklamefilm til en af de legendariske produktlanceringer, som gik over i historien?

Ridley Scott havde netop færdig gjort Blade Runner, da han blev spurgt, om han ville instruere denne aparte og meget anderledes reklamefilm.

Der er ingen tvivl om, at reklamefilmen har to klare referencer. En reference går til den dystopiske stumfilm “Metropolis” (1927) af  Fritz Lang og den anden går til George Orwells bog “1984” (1948) – referencerne til den konforme verden, som computeren repræsenterede gjorde Macintosh lancering her op med.

Kvinden, der kommer løbende i den hvide bluse og de rødeshorts, bliver den dikotomiske modsætning til den grå og konforme verden, som de zombi-agtige mennesker foran storskærmen repræssentere. Big Brother, som begreb (lånt fra Orwell) vises som den talende Fører skikkelse, som hun, vores protagonist (1. krigeren) løber hen imod og som hun (Macintosen) overvinder og sætter Zombi-mennesket fri. På kvinden hvide bluse (0.6 sek.), kan man se stregtegningen af den nye Macintosh computer og æble-ikonet (0.15 sek.).

Den indlejrede samfundsmæssig kritik, som Ridley Scott har indlejret i plottet, er ret så fantastisk – den urbane og kapitalistiske kritik, ligger i, at åbningsscenen i reklamefilmen, ligner åbningsscene, som ses i Metropilis – som var produceret som e  kritik af kapitalismen og den åndelige forfald, som kommer i kølvandet på industrisamfundets-masseproduktion. På storskærmen, ses den dystopiske leder, hvis tale man kan høre gennem reklamefilmen. Det der bliver sagt er:

Today, we celebrate the first glorious anniversary of the Information Purification Directives. We have created, for the first time in all history, a garden of pure ideology — where each worker may bloom, secure from the pests purveying contradictory truths. Our Unification of Thoughts is more powerful a weapon than any fleet or army on earth. We are one people, with one will, one resolve, one cause. Our enemies shall talk themselves to death, and we will bury them with their own confusion. We shall prevail!

Talen bliver det lydtapet, som i overført betydning skal vise os, hvad det er vi kommer fra, og hvor det er, vi er på vej hen, hvis ikke vores hjælper – den unge kvinde = Macintosh – ikke får sat forhammeren lige i midt skærmen, og dermed får gjort op med den slavelignende form, som samfundet har taget med komplicerede computer kommandoer, for at få computeren til at reagere.

Idet filmens afmelding ruller overskærmen, og vi til sidst ser det regnbuefarvede logo for Macintosh sker der noget sjovt – her bliver der sat farver på vores fælles verden, Macintosh gør os til individualister, og i sidste ende sætter os fri. Det sjove er, at de jo revolutionerende den måde, vi bruger computeren på i dag. Kigger mand ind på et hvilken som helst bureau i dag – verden over – så sidder alle AD´erne og Grafikerne med Apple produkter og klikker løs på deres Apple mus, som ingen knapper eller rulle-hjul har. Macintosh formåede med deres enkle design at satte os “fri”, give os et æstetisk design, hvis taktilitet er med til at give brugeren en følelse af være noget specielt, og som samtidig, når produktet ikke bruges, giver omgivelserne stil og klasse.

Så, hvis jeg skal forklare overskriften på denne blogpost; så blev år 1984, ikke som George Orwell havde forudset med sin dystopisk fortælling “1984”; om det var Macintoshs nye model, der afstedkom dette, tja, det kan os Apple entusiaster kun gisne om:-)

Som bonus info kan jeg fortælle, at Orwells bog “1984” blev filmatiseret i 1984 i London, og blev optaget på meget få uger, idet, det gik op for filmproducenter og manuskript ejerne, at det var tosset af Orwells bestseller ikke blev filmatiseret i det år, hvor bogen netop foregår. Og da Steve Jobs havde lanceret denne reklamefilm mdr. forinden, var det oplagt, at lægge sig i halen på 80´ernes ellers så magre år, hvor arbejdsløshed, oliekriser hærgede.

Jeg kan varmt anbefale både bogen 1984 og filmen – begge er klassikere. Metropolis kan også anbefales, men det er nok mere til filmnørderne, som gider se stumfilm.

Read Full Post »

Tweens – en verden in-be-tween

Du har sikkert hørt begrebet omtalt flere gange i medier gennem de sidste par år; dette begreb “Tweens”. Men hvad er det for en størrelse, dette begreb, som flere og flere bureauer og brands kommunikere til, når de taler om Tweens-kommunikation.

To Tweens, der lige har været i kiosken efter slik - Fotograf, Martin Graeser, Kbh., April, 2011

Når man taler om tweens, og den kommunikation, som vedrører eller henvender sig til dem, så taler man om ’youth-marketing’. Man forholder sig normalt, i forhold til markedsføring, til tweens som værende 8 til 12-årige individer, som er ret interesserede i at kopiere de voksens adfærd.

Som billedet ovenfor viser, så er det et par unge drenge, hvis udtryk, påklædning og hår afspejler et yderst selvbevidste valg ift. det udtryk, som de udviser. Der er intet, der her er tilfældigt, fra den mindste hårtådt, til opsmøgningerne på bukserne til gummiskoene – alt er velovervejet.

Det er der for så vidt ikke noget underligt i – børn har altid kopieret de voksne, om det er deres sprogbrug, gang eller lign. Det er en naturlig del af individets udvikling.  Men det der er det interessante her, er, at alderen for hvornår man begynder at tænke i forbrugs-, udtryks og statusvaner er 4-6 år tidligere en for bare 15 år siden, eller da jeg var dreng/ungmand. Til det forbrugsmønster og den konstante fokus, som er på brands og det udtryk, som vi i dag ynder at benytte os af, kalder økonomen og sociologen Thorstein Veblen for “conspicuous consumption”.

People, rich and poor alike, attempt to impress others and seek to gain advantage through what he coined “conspicuous consumption” and the ability to engage in “conspicuous leisure.” In this work Veblen argued that consumption is used as a way to gain and signal status.

Tweens formår at konstruere og opdyrke sig selv – der hersker ingen tvivl om, at de specielt i forhold til markedskommunikation og forbrug bliver præget af det forbrugsmønster som deres forældre har, det de ser på TV og deres kammerater. Men i første omgang kommer påvirkningen fra de reklamer, serier etc., som de eksponeres for.

Man kan sige, at der sker en “substitution”, der dækker over den proces – substitutionen sker, når en primitiv opfattelse erstattes af en mere moden opfattelse – det at gå fra en “barnlig-” til en mere voksen persipering af verden, og de semiotiske udtryk og budskaber som afsendes og modtages . Men da substitution er en mere ustabil tilstand, vil individet, her den unge Tween”, være i limbo mellem det at være barn, og det at være teenager og på vej til at blive voksen.

Hvis man skal tage et par lidt kritiske briller på, overfor det forbrug, der finder sted, så kan man tale om, at der foregår, det som, Veblens klassiske idé om ‘iøjenfaldende forbrug’, hvilket er specielt interessant i forhold til forældres ‘forbrug pr. stedfortræder’, eller det som Veblen kalder for “Vicarious consumption”, som sker fra forældrenes til børn. De små voksne, kunne man kalde dem for.

Lars Pynt Andersen,Lektor, Ph.d v. Institut for Marketing & Management SDU i Odense, kalder det for et globalt segment, som især marketingindustrien har haft travlt med at sælge, som et billede af tweens som værende superkompetente forbrugere af medier og mærkevarer; og som man i reklamebranchen i dag ser som et yderst lukrativt, globalt forbrugersegment, med masser af penge og ikke mindst holdninger til det de forbruger.

Martin Lindstrøm var inde på det for år tilbage i sin bog BRANDchild, at 67 % af de bilsalg, der foretages sker på baggrund af børnenes indflydelse på farve, mærke etc. i 2003, da bogen udkom stod Tweens forbrug for 1,88 trillioner (målt i Dollars). Deres indflydelse er enorm, og deres holdning til tingene er værd at tage med. til næste år, fylder den gruppe af unge mennesker, som altid har levet med sociale medier 18 år – de bliver myndige, og får derfor endnu mere indflydelse på verden som du og jeg agere i, og som undertegnede blogger udvikler reklamer og kommunikation til.

De er en målgruppe, der er opvokset i en verden hvor alt er til diskursion, debat og hvor de er orienteret mod det at have medindflydelse på de ting, som de forbruger – om det er ting eller holdninger, det er ét fedt, for de påvirker så meget mere end, hvad man normalt går og tror – de er, som Kirsten Dinesen kalder sin bog: Forbrugeren i førersædet. De bestemmer, og det er dem, der brander dit navn, de har magten over dine hyldemeter i supermarkedet – så blive venner med dem på Facebook eller LinkedIn – eller følg dem på Twitter, for de har med garanti noget at sige til dit produkt, og lur mig, og nogen af dem ikke også har nogle fifs til, hvordan dit produkt bliver bedre.

Den der forstår at afkode de unges signaler, tweets og holdninger har vundet deres tillid, og dermed kampen om deres gunst og loyalitet – og formår I at “vokse” og udvikle produktet i takt med målgruppen, ja, så har du 10´ernes vinder brand.

Read Full Post »

Er din mening til drabet på Osama Bin Laden negativ eller positiv?

Povl Heiberg Gad skrev i mandags om: Obama en moderne retoriker! Povl var inde på, den måde, som Obama serverede budskabet om drabet på Osama Bin Laden på.En helt igennem lødig måde, syntes undertegnende, men medierne over hele verden bruger ordbilleder som: Snigmord, Helgen-status osv. Alle ord, som har en betydning, og som skaber mennesker, deres virke her på jorden etc. The New York Times, udviklede tirsdag d. 3. Maj, en dynamisk matrix med titlen: “The Death of a Terrorist: A Turning Point?” , der viser hvor henne man er i argumentationen omkring drabet på Osama Bin Laden – hvilke medier, argumenter (følelsesmæssig som pragmatiske) er du en del af, når du persipere på de mediebudskaber som fylder æteren og tv-signalerne.

The New York Times positiv/negativ matrix about Osamas death

Matrixen er dynamisk, så du bare kan klikke dig ind på det argument, som du har omkring den kommunikation der er om drabet på Osama. Hvis du vil se hele Matrixen, og vil plotte dig ind, så klik her.

Grunden til, jeg finder denne Matrix så interessant, er netop fordi, som artiklen/matrixen også er navngivet  – A turning Point. Men hvad er det for et vendepunkt (turning point) mordet på Osama Bin Laden afsted kommer. Det kan tiden kun vise. Men en ting er sikker, vi bliver drevet af de ordbilleder, som medierne skaber.

The New York Times er selv en af disse aktører på banen; en af de mere lødige af slagsen. Men det ændrer ikke på den heroiske, og lettere maniske stemning, som amerikanerne lagde for dagen, søndag nat, dansk tid, da det blev offentliggjort, at amerikanerne havde slået den moderne terrorismes fader, Osama Bin Laden, ihjel. Billedet stemmer meget godt overens med de medie-billeder, som tranmiteres verden rundt af glade, dansende amerikanere med flag og kampråbet: “USA” brølende.

Det er interessant at se, hvordan matrixen vokser – min ven og kollega, Morten Gad, som sende denne linket til mig, kunne fortælle mig, at da han så matrixen første gang, var den faktisk helt blank og hvid. Ingen havde rigtig sat deres aftryk på det dynamiske holdningsbillede, hvis man kan kalde matrixen for det.

Det er interessant at se, hvordan fordelingen er, på ovenstående screen dump, som jeg har lavet (D. 4. maj Kl. 12.46). Interessant at se, hvordan den øverste højre side, er mest blå, og den nederste venstre side. Spændende at se, hvordan det ser ud, når denne post er postet i morgen – som er dag for dig:-)

Read Full Post »

T-Mobile hylder William og Kate med en (reklame)film

T-mobiles reklamefilm: “Royal Wedding Dance” er det sidste nye tiltag i deres følgeton af nye, vågede og anderledes reklamefilm-fremstød. Filmen er et rigtig godt billede på den humor og den enorme kraft der er ved, at bruge kendte mennesker, steder etc. på en sjov og kreativ måde. Musikken som gæsterne kommer dansende ind til er East17. filmen er allerede set af over 13. millioner mennesker.

MEN uanset hvor originalt og morsomt T-mobiles reklame er, så er inspirationen (eller det direkte ripoff) højst sandsynligt kommet fra det engelsk par Jill og Kevins bryllups-dans – som også er tilgængeligt på Youtube. Deres film er set af over 65 millioner pers. Godt gået, må man sige.

Da Jill og Kevins video ramte youtube for 6-8 mdr. siden, var de også klar med et Wedding site, hvor vi alle kunne donere penge til Sheila Wellstone Instituttet – man kan jo lige så godt bruge den hype, som man får til noget cherrity.

Read Full Post »