Jeg faldt over Macintosh reklamefilm fra 1983. En produktlancering, som skabte et nyt nulpunktet for udviklingen af computeren, desktoppen og den mus, som vi kender i dag. Reklamefilmen blev vist den 31. December, 1983 og igen den 22. Januar 1984; med stor succes. Det er nok verdens bedste reklamefilm, hvis du spørger mig!
Reklamefilmen varer 60 sek. og er instrueret af Ridley Scott.
Men hvad var det, der gjorde netop denne reklamefilm til en af de legendariske produktlanceringer, som gik over i historien?
Ridley Scott havde netop færdig gjort Blade Runner, da han blev spurgt, om han ville instruere denne aparte og meget anderledes reklamefilm.
Der er ingen tvivl om, at reklamefilmen har to klare referencer. En reference går til den dystopiske stumfilm “Metropolis” (1927) af Fritz Lang og den anden går til George Orwells bog “1984” (1948) – referencerne til den konforme verden, som computeren repræsenterede gjorde Macintosh lancering her op med.
Kvinden, der kommer løbende i den hvide bluse og de rødeshorts, bliver den dikotomiske modsætning til den grå og konforme verden, som de zombi-agtige mennesker foran storskærmen repræssentere. Big Brother, som begreb (lånt fra Orwell) vises som den talende Fører skikkelse, som hun, vores protagonist (1. krigeren) løber hen imod og som hun (Macintosen) overvinder og sætter Zombi-mennesket fri. På kvinden hvide bluse (0.6 sek.), kan man se stregtegningen af den nye Macintosh computer og æble-ikonet (0.15 sek.).
Den indlejrede samfundsmæssig kritik, som Ridley Scott har indlejret i plottet, er ret så fantastisk – den urbane og kapitalistiske kritik, ligger i, at åbningsscenen i reklamefilmen, ligner åbningsscene, som ses i Metropilis – som var produceret som e kritik af kapitalismen og den åndelige forfald, som kommer i kølvandet på industrisamfundets-masseproduktion. På storskærmen, ses den dystopiske leder, hvis tale man kan høre gennem reklamefilmen. Det der bliver sagt er:
Today, we celebrate the first glorious anniversary of the Information Purification Directives. We have created, for the first time in all history, a garden of pure ideology — where each worker may bloom, secure from the pests purveying contradictory truths. Our Unification of Thoughts is more powerful a weapon than any fleet or army on earth. We are one people, with one will, one resolve, one cause. Our enemies shall talk themselves to death, and we will bury them with their own confusion. We shall prevail!
Talen bliver det lydtapet, som i overført betydning skal vise os, hvad det er vi kommer fra, og hvor det er, vi er på vej hen, hvis ikke vores hjælper – den unge kvinde = Macintosh – ikke får sat forhammeren lige i midt skærmen, og dermed får gjort op med den slavelignende form, som samfundet har taget med komplicerede computer kommandoer, for at få computeren til at reagere.
Idet filmens afmelding ruller overskærmen, og vi til sidst ser det regnbuefarvede logo for Macintosh sker der noget sjovt – her bliver der sat farver på vores fælles verden, Macintosh gør os til individualister, og i sidste ende sætter os fri. Det sjove er, at de jo revolutionerende den måde, vi bruger computeren på i dag. Kigger mand ind på et hvilken som helst bureau i dag – verden over – så sidder alle AD´erne og Grafikerne med Apple produkter og klikker løs på deres Apple mus, som ingen knapper eller rulle-hjul har. Macintosh formåede med deres enkle design at satte os “fri”, give os et æstetisk design, hvis taktilitet er med til at give brugeren en følelse af være noget specielt, og som samtidig, når produktet ikke bruges, giver omgivelserne stil og klasse.
Så, hvis jeg skal forklare overskriften på denne blogpost; så blev år 1984, ikke som George Orwell havde forudset med sin dystopisk fortælling “1984”; om det var Macintoshs nye model, der afstedkom dette, tja, det kan os Apple entusiaster kun gisne om:-)
Som bonus info kan jeg fortælle, at Orwells bog “1984” blev filmatiseret i 1984 i London, og blev optaget på meget få uger, idet, det gik op for filmproducenter og manuskript ejerne, at det var tosset af Orwells bestseller ikke blev filmatiseret i det år, hvor bogen netop foregår. Og da Steve Jobs havde lanceret denne reklamefilm mdr. forinden, var det oplagt, at lægge sig i halen på 80´ernes ellers så magre år, hvor arbejdsløshed, oliekriser hærgede.
Jeg kan varmt anbefale både bogen 1984 og filmen – begge er klassikere. Metropolis kan også anbefales, men det er nok mere til filmnørderne, som gider se stumfilm.
Carsten Pahlke
Martin Graeser
Pahlke
Advertising Paradigm 