Kim Diya is a victim of trafficking. Filipino and poor, she was promised a job as a singer in Singapore to help support her family, but when she arrived, her passport was taken away and she was put to “work” as a forced prostitute. Kim Diya is a fictional character – but she might as well be real. Her story is the story of an annual 250,000 women and children in Asia who are trafficked for sex.
Kim Diya’s story is part of the trafficking awareness campaign TrickedIn. The campaign uses LinkedIn as its primary platform – and the concept is clever. LinkedIn is a male-dominated network, which, unlike Facebook, has yet to be flooded with brand updates and awareness campaigns. I haven’t seen another LinkedIn campaign like it, and though it can seem controversial, I think it works.
Kim Diya’s LinkedIn profile is well made.
Kim’s fate is described in a lingo familiar to any LinkedIn user. That, in part, is what makes this campaign genius. This is her “career” – and her devastating lack of choice and opportunity is highlighted when juxtaposed with our own hopes for a new job, a better career, a brighter future. Seeing her there among all the other hopeful candidates putting their best professional foot forward is shocking – but perhaps necessary.
I was captivated by the sober, business-like horror of her profile – as well as by the campaign’s state-of-the-art aesthetics citing pop culture in a thought provoking way. The campaign logo, for example, references the opening credits from the critically acclaimed TV-series Mad Men – without further reference.
Overall, the campaign site is beautifully and intuitively built and includes feature videos, case stories, and facts illuminating the gut-wrenching reality of trafficked women and children. And again, using LinkedIn as an access point for the campaign really is a stroke of genius. LinkedIn is a professional network dominated by relatively deep-pocketed male members – the campaign aims straight and true for its target audience. But as of today, Kim only has 91 linkups. I’ll be number 92.
Will people have the guts to link up with a character like Kim? What if the gesture is misunderstood? “What will my network think?” Well, what will they think? Share the campaign site with your network to avoid any misunderstandings and let’s get the debate going. Trafficking thrives on silence – so let’s talk!
Steve Jobs, er om nogen, manden der revolutionerede den ellers så dominerende PC verden. Og da han døde for godt et år siden (6. oktober 2011), gik verden amok med historier, nekrologer og artikler om denne så ellers geniale mand. Man siger, at der ikke er langt fra gal til genial – og det gælder også for Jobs, der både var kendt som en fyr med enorm kreativitet, viljestyrke og et krav til sine medarbejdere der var ud over det sædvanlige. Jeg skrev selv om ikonet Jobs her på bloggen – blogindlægget hed: “Jobs er Gud – en postmodernistisk en af slagsen“.
Artiklen i WIRED omhandler netop dikotomien og mystikken, der er omkring manden Jobs – også et år efter hans død [Business Insider]. For hvad var det, der gemte sig bag dette så ellers milde ydre. Biografier, artikler og portrætter har prøvet at beskrive med svingende held. Endnu en artikel prøver at komme dette til livs. Med Interviews af branchens store magnater. Artiklen i WIRED hedder: Am I Steve Jobs – og beskriver gennem interviews med kolleger i branchen. Jeg glæder mig til at læse artiklen!
Coveret siger vist sig selv, hvad artiklen omhandler og prøver på at besvare.
Jeg faldt lige over dette slide show, som en af mine venner delte på FB. Magasinet GQ har udfærdiget en ret sp cool style guide som slideshow – Jeg ved godt, at vi her på bloggen normalt ikke skriver om tøj, stil og møde, men det betyder ikke, at vi ikke går op i den slags:-)
Så her er lidt inspiration til dagens garderobe.
De formulere følgende sådan:
The GQ 100
Presenting GQ‘s guide to the one hundred suits, shoes, people, places, labels, accessories, hangouts, and, of course, things that smell crazy good you need to know about now. Not to mention the 25 best stores in the country, the six Best New Menswear Designers in America, and a winning trifecta of suit advice from cover stars Drake, Dave Franco, and the inimitable John Slattery
DDB New York har på bedste pro bono-vis udviklet knappen ‘I Care’.
Knappen, som skal kunne bruges af hjæpeorganisationer, nyhedssites etc., på de nyheder, hvor det at “like”, som det hedder på godt dansk, vil skabe en vis form for kommunikativt kludder, gives der her mulighed for at sende et andet og mere humant signal i din facebook stream. For hvem “Syntes (egentlig) godt om” nyheder, der omhandler katastrofer, død og ødelæggelse. – ikke rigtig nogen.
Så på bedste social media-vis, hvor der ikke findes “I don’t Like” knapper, er denne “I care” blevet udviklet.
Knappen downloades via sitet.
Filmen nedenfor beskriver, hvordan knappen fungere – det er ret simpelt. En cool måde at bruge i sin online CSR-strategi, hvis man er hjælpeorganisation, eller nyhedssite, hvor nyhederne ikke tengere et “Like”.
Forleden skrev jeg om Facebooks Social Hangouts, modtrækket til Google+ Hangouts – I den blogpost, var jeg inde på, at disse sociale væresteder, ville være perfekte til kundeservice brug. Michael Dell, CEO for Dell, udtalte sig i sidste uge til GIGAOM, at han selv var super facineret at de muligheder, der var indlejret i Google+ videochat funktion.
Senere poster han spørgsmålet til sin Google+ profil:
I am thinking about hangouts for business. Would you like to be able to connect with your Dell service and sale teams via video directly from Dell.com?
Spørgsmålet generede flere 100 positive svar, på at det da ville være en formidabel måde at komme kunderne imøde på. Det er super interessant, at virksomheder som Dell begynder at tænke i sådanne baner. Og selvfølgelig skal Michael Dell stille det spørgsmål via Google+, det er klart:-). Han er jo Mr. selling on the net. Og med Google+ har han jo fået endnu et sociale medie at kommunikaere via. Dell er jo også enormt aktive via twitter, og blev en af de første business cases for Twitter sammen med JetBlue og andre.
Jeg syntes det er interessant dels fordi, man kommer tættere på kunden, interpersonelt set. Og dels fordi, vi i alle de år internettet har eksisteret, har lidt under, at der manglede en fornemmelse af, at en person virkelig var til stede, når man havde købt varer online, og som kun kunne fås online.
Tag bare eksempler som danske virksomheder som Smart Guy/Girl/kids, Whiteawa eller, L’EASY mfl. Begge virksomheder, som har slået sig op på forretningsdrift, der udelukkende er drevet via nettet, og som ikke har en fysisk forretning tilknyttet, som man som kunde kan opsøge, hvis der opstår problemer.
Man kan ringe til dem, og tale med dem, men den sidste menneskelige del, dén mangler. Men den kan vi komme et skridt tættere på nu.
Virksomheder som Whiteaway og L’EASY er begge virksomheder, der har brugt uendeligt meget krudt på at brande sig med en person, som ankerpunktet for trykhed, og tillid – L’EASY med deres Peter, og Whiteaway med Vicky Jo, som endorser. Begge er udtryk for den manglende personificering og tillidsopbygning, som sker, når man møder en fysisk person i en forretning.
Men tilbage til Dell-casen, som måske ikke er så langt væk igen. Hvad kunne fordele være, ved at bruge sociale medie som Google+ Hangouts?
Google+ er bygget lidt op som Twitter, forstået på den måde, at jeg kan følge dig, men du behøver ikke at følge mig, som det er tilfældet på Facebook.Her skal vi begge være venner, for at kunne se hinandens posts. Så den første klarefordel her er:
– Hangouts giver mulighed for Dell ved at kunne kommunikere med folk, uden at de skulle følge millioner af mennesker tilbage, men de vil stadig kunne kommunikere til dem og samtidig lytte med. Google´+ har dog ikke lavet en business fuktion til siderne, som Facebook har med sine Groups eller Pages. Men jeg ved, at Google arbejder på, at få integreret brands via +.
Hvad kan du få ud af kundeservice via Google+ Hangouts
– Hanouts giver mulighed for multikommunikation – flere med det samme problem, kan se med, når en tekniker viser/underviser i løsningen af et givent problem.
– Der er penge at spare ved at flere kan deltage i den samme samtale
Du har sikkert allerede læst det. Ifølge sitet WireFresh, så har Twitpic netop nu ændret i sine betingelser for brugen af billeder – de har nu gjort det muligt for dem, at sælge dine uploadede billeder til 3. part.
Umiddelbart er jeg, pers. lige glad med, om de kan sælge mine billeder – da det som regel er skøre og skæve ting, som jeg tager billeder af. Men dem som uploader billeder af kæresten, børnene og familien på badeferie i Tyrkiet, vil måske blive udsat for et mindre chok, når konen, datteren eller sønnen legende med en badebold dukker på i et banner på en eller andet poker side, hvor der bliver solgt billige badeferier (senariet er tænkt). Men jeg tænker altid, når jeg ser de reklamer, som kører via Facebook som handler om dateing sits, og de der mød-en-Russisk-pige… reklamer der kom frem, hvis billeder er det, og er de klar over at de bliver brugt; højst sandsynlig ikke. Det er derfor min anke, mod disse 3. partsaftaler er så stor – fordi, vi ikke kan overskue hvilke og hvad konsekvenserne er.
Og tro mig, der ligger rigtig, rigtig, rigtig, rigtig mange kompromiterende billeder derude, som er uploadet via Twitpic – med bare én søgning på navnet Twitpic så jeg dette: Twitpic søgning via Google.
Jeg ved selvfølgelig godt, at det er en af de priser, som vi må betale, hvis vi vil have gratistjenester – Mark Zuckerburg var inde på det, for et par år siden, da han på en konference blev spurgt, om han ikke syntes, det var usmageligt, at han bare kunne bruge de fleste af de oplysninger, billeder og updates, som brugerne afgav. Hvortil han svarede: Hvis du vil have adgang til mit gratisnetværk (Facebook), så må du betale med dine private informationer.
Et forskningsprojekt fra SDU viser, at: Verdens største bryster og Paradise-Amalie regerer Facebook, hvis man måler på antallet af “Likes” og delte artikler via det sociale netværk Facebook og microblogging værktøjet Twitter. Vi vil have hurtige nyheder, der forarger os BIG time, hvis vi ikke vil have det, så vil vi have et godt grin, når vi deler og debatterer nyheder på Facebook.
Forskningsprojektet er udfærdiget af Center for Journalistik på Syddansk Universitet i Odense. Her har de udviklet I Like barometret – som indekserer, hvad det egentligt er vi deler via Facebook og Twitter.
Filip Wallberg, der er underviser og projektkoordinator, og som står bag undersøgelsen, fortæller til videnskab.dk, at:
Det er tydeligt, at Facebook bedst kan sammenlignes med en traditionel frokoststue på arbejdspladen, hvor vi fortæller en god historie for at løfte stemningen eller for at skabe en god debat
Undersøgelsen, som lige er gået i gang, skal løbe over det næste lange stykke tid, og skal munde ud i en række journalistisk kriterier, til netmediernes redaktioner, så de på forhånd ved, om en historie har potentiale til at blive delt på Facebook eller ej. En ret fesen præmis, må jeg sige – for det er godt nok, at netmedierne og bladhusene ved, hvad det er der giver et like, et RT på Twitter etc., men gud, hvor er det dog svært at skille et seriøst “Like”, der informere og oplyser a la: Danske Bank undgår at betale 3 milliarder i Skat, fra et “Like”, der er plat og som forarger, som Mor Guffer bedre (som er to af eksemplerne i undersøgelsen. Det påstås at webmedier kan opnå 30 procent af sit samlede læser-engagement (her meness Likes, Shares, Kommentarer) med en enkelt historie om ugen.
I Like graf over mest delte nyhedssits
Hvis man ser på ovenstående mediegrafik, så er Ekstra bladet en af de største, efterfulgt af Politiken, hvorefter B.T. og TV2.dk er lige i hælende på dem. Helt til højre ses der små kasser, en af dem er comon.com og journalisten – sites som er specifikke og mere nørdede sites inden for tec.-nyheder og den mere faglige art, som journalisten.dk.
Grunden til at Politiken er så højt repræsenterer lige nu, er historien om Danske Bank og deres skatteunddragelse på 3 milliarder kr. Det skal hertil siges, at ovenstående grafik hele tiden vil ændre sig, da analysen er organisk, hvis man kan sige det – så den læser hele tiden på likes etc., som finder sted på de opgivne medier.
Min kritik til dette er det, at man kan risikere at nyhedsmedierne på nettet bliver endnu mere udvandede – det undrer mig ikke, at det er B.T. og Ekstra Bladet der er tungest repræsenteret i analyse, når det går på flest likes, og analysens konklusion for nuværende er på de mest underlødige historier, hvor Amalie & Co og singleliv styrer agendaen for hvad det populære “Like” er. Man kan allerede se nu, at det er de ting, som er nemme at forholde sig til, som får likes og som deles i vildskab. Det er de historier som mere lægger sig op af en journalisme-stil end den egentlige journalistik, som er dybte borende, “lang” som og relevant for dagen i morgen også.
Men uanset hvad, så bliver det interessant at se, hvad konklusionen bliver på dette projekt – og om det er de underlødige aviser, som dagligt stamper dagsordener op af jorden der bliver standart-sættende for den sociale strategi. Hvem ved… vi må se, om under tegnede Liker-konklusionen.
I tirsdags skrev jeg om, hvordan man kom igang med at benytte sig af de sociale medier, hvad man skal have for øje, når man skal igang etc. Jeg vil fortsætte lidt i samme rille, da man ikke altid ved, hvem og hvilke pers., som i virksomheden skal stå for disse aktiviteter. Hvem har formatet til at kommunikere til virksomhedenskunder, hvem kan håndtere de utilfredse, de skuffede kunder.
En metode til at finde de personer, som er mest motiverede til at kommunikere jeres sag
Meredith Belbin, siger det dig noget?
Muligvis ikke. Men uanset, om det er første gang, du høre om ham eller ej, så er han moderen til Belbins Temarolle-model. Hans teamarollekonceptet er udviklet via studier af bl.a. 120 lederteams, ud af dem har hun uddraget en række centrale sammenhænge til forståelse af, hvordan mennesker samarbejder, påvirker hinanden etc.
Forleden faldt jeg over Thomas Bigums page på Facebook, hvor han havde uploadet Belbins 9 temaroller (se nedenstående billede) – Thomas skrev, som kommentar til billedet, at man her kunne finde frem til, om man var et naturtalent i involveringen og brugen af de sociale medier. Og jeg havde helt glemt gode gamle Belbin og hans model for, hvordan man bedst finder ud af, at optimere team samarbejde.
Det er en ret interessant model, idet, mange virksomhedesledere, tit mener, at man skal have et eksternt bureau til at styre sine sociale medier. Jeg er ikke nødvendigvis enig – for man kan, og det ses i mange tilfælde, tit finde egne og interne formidlere af det budskab, som virksomheden arbejder med. Og tit har det større troværdighed, og en lang større slagkraft at få sine “egne” til at kommunikere virksomhedens holdninger etc.
I raliteten betyder det, at et team ikke behøver at bestå af flere end 3-6 personer for at kunne fungere optimalt, forudsat, at personerne kompletterer hinanden, og at alle roller er repræsenteret i teamet – Belbin argumentere for, at det absolut bedste antal er 4 pers., da man, når man kommer over 4 pers. ikke har mulighed for at arbejde tæt nok sammen .
Når man har erfaret dette, og har fundet personer, så kan man gå igang med at træne sine medarbejdere til, hvordan man skal løfte den kommunikationsudfordring, som der er indlejret i at tilgå en ny kommunikationsplatform, som til tider mere ligner en social medie highway, hvor alt går så hurtigt, så det at miste overblikket er mere en regel end en undtagelse.
En interessant øvelse
En interessant lille opgave, som man kan stille sig selv og sin organisation er, at inddele de medarbejdere, som I har inden for disse 9 temaroller – og se så på, hvem der evt. skal/kunne være de blogskribenter, som styrer jeres blog, facebook side eller Twitterkonto. En anden ting, som man også finder ud af, når man stratificere folk inden for denne matrice er, hvor aktive de er andre steder og i deres private tid – for en kontaktskaver og en formidler, vil også være aktiv andre steder på nettet og i sin fritid. Så der skal, uanset hvad, være nogle klare retningslinjer for, hvordan disse pers. tilgår debatter rundt omkring på nettet.
I disse år møder jeg flere og flere virksomheder, der rigtig gerne vil tilgå de sociale medier – og man kan ikke betænke dem i det. For der er meget at hente på disse medier.
Mange af virksomhederne, har i flere år benyttet sig af dialog- og relationsmarkedsføring med stor succes, og vil nu igang med at kommunikere “live” og 1:1. Dagligt løber der nyheder ind, der fortæller om, hvilken succes store amerikanske, engelske og tyske virksomheder har haft med brugen af sociale medier.
Historierne omhandler ofte om virksomheder, der har skabt stærke relationer via Facebook kampagner, Virale-film via Youtube eller Twitter, med et øget salg for øje, en forbedret bundlinje og en businesscase, der påviser at man kan opnå store sucesser ved aktiv brug af sociale medier.
Men en ting, er de gode cases, en anden ting er, hvordan man som virksomhed kommer igang med at bruge disse medier. Jeg oplever tit, når jeg holder foredrag eller rådgiver virksomheder omkring brugen af sociale medier, at de siger to ting:
1) Vi er ikke klar til det entrere i den sociale (medies)sfærer
2) Hvordan undgår vi de mange fejl, som mange af de andre har begået (læs: vi vil ikke være de første inden for vores branche, der skriver den dumme business case)
Mit svar til dem er: Kan I tillade jer, ikke at være der, når jeres kunder, brugere eller medlemmer allerede taler om jer “derude”.
Når det så er sagt, så kan virksomheder samtidig godt se, den værdi, der er indlejret i den dialog og videndeling, som finder sted via Facebook, Youtube, Twitter, LinkedIn eller på blogs etc.
Sociale medier er med til at skabe det link mellem virksomheden, kunderne og den givtige dialog, som opstår ud af den tillid som skabes, når aktiv lytning og konstruktiv respons effektureres.
Når man skal igang
Skal man igang, skal man udvikle en plan for, hvordan disse medier skal styres, entreres og ikke mindst, hvordan de som kontakter en skal svares.
Spørger man danske virksomheder, som Social Semantic gjorde før i år, så siger 43 procent af de danske virksomheder, at deres aktiviteter på de sociale medier karakteriseres ved sporadiske tiltag, og at de ikke bygger på en klar planlægning, hvor der heller ikke indgår en klar ansvarsfordeling.
Problemerne opstår, når virksomheden ikke ved, hvad de skal gøre, når skaden eller den dårlig nyhed ryger ud. Når man ikke ved, hvad det medierede-rundhyl, som er sket via medierne, på blogs eller blandt de mest trofaste og kritiske kunder – hvad skal man som virksomhed så foretage sig?
Det værste en virksomhed kan gøre er, at gå i flyverskjul, og mene at den dårlige nyhed kan ties ihjel, eller at stormen kan rides af, ved at flytte fokus. Det kunne de – måske – engang, men den går bare ikke mere. Mands minde siger man er 7 dage i medierne, det er det ikke på internettet og på de sociale medier – her opstår der en autopoetisk socialt medie økosystem, hvor nyheden hele tiden vil pulsere og blusse op og ned, hvor hver kommentar, deling etc. Man så det ved Dominos skandalen for år tilbage, man så det med BPs olieskandale.
Nogle af de gode eks. på, hvordan man skal gebærde sig, når sådan noget skal undgås, er, en god introduktion til, hvordan givne virksomhed vil agere på det/de sociale medier, som de skal entrerer. En god indføring i, hvordan kommunikationen foregår på blogs, og så en aktiv lytning til de af jeres kunder, som benytter sig af sociale medier – find ud af, hvad de snakker om, hvad de interessere sig for etc. Kort sagt, praktiser aktiv lytning – ha´store ører og en lille mund.
To ting, som er gode at have sig for øje, når der skal Twittes, uploades på Facebook, kommnteres på blogs el. LinkedIn, er:
2) Lad ikke dine følelser drive det svar, du vender tilbage med
3) Relevans – sørg altid for, at der er relevans i det, som du går i luften med
En anden ting, som man skal have for øje, når man snakker om sociale medier, er, at marketing og PR hænger langt, langt mere sammen i dag, end det gjorde “i går”. Dels fordi, at de kommunikative budskaber handler om involvering og har en appel til den involverende og bearbejdende kommunikation, som man ser i PR, samtidig med at en mere kommerciel vinkel er for øje. Det er klart, at det handler om, hvilken strategi man går til medierne med.
Brian Solis, har udviklet The Rules of Social Media Engagement – her kommer han med: The Top 25 Best Practices for Drafting Policies and Guidelines – nogle rigtig gode råd, som kræver en del overvejelser omkring tilganen, fornuften og de mange facetter, der er ved at begynde at kommunikere 1:1 og live med sine brugere, kunder, share og stakeholders. Brian Solis skriver, i sine Rules of Social Media Engagement:
Everything begins with defining the rules of engagement and then providing the necessary training to prepare qualified representatives for the predictable and also unforeseen circumstances that await them.
Én ting er sikkert – der kommer ikke noget godt ud af, “bare” at prøve sig frem – det kræver hårdt og vedholdende arbejde med udviklingen af en social medie (kommunikations)plan. Ingen er kommet sovende til deres succes på de sociale medier. da Nestlé blev anklaget af Greenpeace for at bruge ikke-bæredygtig indonesisk palmeolie i sine produkter. reagerede deres – dengang 130.000 Facebook “fans” promte. Nestlé, havde bare desværre ikke den plan, som kunne hjælpe dem ud af den sociale mediekrise. Hvad kom der ud af det?
Film som disse:
Uanset hvor grov, unfair og ugennemtænkt kritikken af din virksomhed er på de sociale medier – så man aldrig, aldrig nogen sinde svare tilbage med arrogante, forsmåede eller bitre svar. For det kan ikke slettes igen på nettet, og det kan næsten aldrig gøres godt igen – det er irreveserbart, og vil altid komme skidt tilbage.
Så undervis, træn og lav retningslinjer for, hvordan de gode og de ikke så gode historier takles.
Slutteligt vil Carsten (@Pahlke) og jeg (@Graeser) ønske jer alle sammen en rigtig god Påske! 😀
Carsten Pahlke
Martin Graeser
Pahlke
Advertising Paradigm 